Efter rigtigt meget gravearbejde, kabelnedskydning og fiberboksopsættelse er hele Skjern så småt klar til at blive forbundet til RAH Fibers net.
Det er formentligt med et stort smil på læben, når RAH Fiberbredbånd A/S d. 24. september stiller messearsenalet op på EDC-Torvet i Ringkøbing-Skjern Kulturcenter. De kan nemlig fejre, at hele Skjern snart har adgang til det fibernet, som fiberselskabet har gravet ned siden efteråret 2022. Det forventes, at det sidste hus har mulighed for tilslutning i slutningen af september.
Det fejrer RAH Fiber med kaffe og småkager i kulturcentret fra 13 til 19 på tirsdag den 24. september.
Sammen med fiberselskabet kommer en håndfuld indholdsudbydere, som selskabet arbejder sammen med - nemlig Altibox, EWII, YouSee og Norlys. De er fire af de i alt ni udbydere, du kan vælge, hvis du vil tilsluttes fibernettet. Samtlige udbydere kan ses på https://rah-fiber.dk/
Hvad vil det sige, at fibernettet nu er klart?
Når RAH Fiberbredbånd graver fiberkabler ned, graves det typisk ned i fortovet. Det vil sige, at nettet ikke nødvendigvis er helt inde ved huset endnu. Det kommer det, når du har valgt en indholdsudbyder – så bliver den sidste del af fiberkablet nemlig skudt/lagt ind til boligen, så man undgår at grave haven op.
De, der allerede nu kan kobles på, har modtaget brev fra RAH Fiberbredbånd – og de sidste skjernboer skulle gerne modtage deres brev i disse dage.
Hvad er fibernet – og hvorfor er det den bedste internetopkobling?
Fibernet er baseret på lyslederkabler, og derfor kan man bogstaveligt talt sige, at det er internet med lysets hastighed.
Det er stabilt og lynhurtigt, og garanterer høj hastighed på både up- og download af billeder og dokumenter, stabil streaming af film og tv og også en god gamingoplevelse. Forbindelsen er personlig og påvirkes ikke af, at andre brugere i området også er online, eller af at der er lang afstand til en central.
Fibernettet bliver heller ikke påvirket af skove, bakker og høje bygninger, som luftbårne forbindelser kan påvirkes af.
I den moderne verden, hvor vores hverdag i større og større grad er digital, er det meget vigtigt, at internettet er stabilt og hurtigt, så det kan håndtere både hjemmearbejde, gaming, tv, streaming og meget mere – selv når hele husstanden er koblet på på samme tid.
Hvad er RAH Fiberbredbånd?
RAH Fiberbredbånd A/S er delvist ejet af RAH, Norlys og Thy-Mors Energi. RAH Fiberbredbånd er sat i verden for at udrulle fiberbredbånd til husstandene i vores område.
Det er et stort arbejde, men nu kan selskabet altså sætte flueben ved Skjern – og snart kan selskabet gøre det samme med Videbæk.
I den nære fremtid forventes Ulfborg og en lang række landsbyer også at kunne tilslutte sig listen over de fiber-tilsluttede byer i Ringkøbing-Skjern / RAH området.