Ejendomsservicetekniker eller specialarbejder til drift af Hjemmeværnsskydebaner i Borrislejren
Har du solide tekniske færdigheder, praktisk forståelse og et højt servicegen? Trives du med at arbejde selvstændigt på farten og har du lyst til at bidrage til en vigtig del af Forsvarets operative kapacitet? Så er du måske vores nye kollega.
Om os
Etablissement- og Terrænkommandoen skaber de fysiske rammer for Forsvarets enheder og understøtter myndigheder under Forsvarsministeriet. Vi vedligeholder bygninger, anlæg, terræner og skydebaner på tværs af landet og leverer både driftsopgaver, arealpleje og teknisk support. Stillingen er forankret i Etablissementspartnerelement Skyde- og Øvelsesområder.
Om stillingen
Som ejendomsservicetekniker/specialarbejder bliver du sammen med en kollega ansvarlig for drift, service og vedligehold af Hjemmeværnets skydebaner i hele landet – inklusive øer som Læsø, Ærø og Samsø. Du får base i Borrislejren, hvorfra du kører ud til banerne.
Arbejdet indebærer ca. 70 rejsedage årligt i perioden februar–november, hvor du arbejder både alene og sammen med en makker. I de øvrige måneder indgår du i driftsopgaver sammen med teamet i Borris, og du skal løbende kunne afvikle frihed i disse perioder.
Dine primære opgaver bliver:
- Drift og vedligehold af hjemmeværnsskydebaner (ca. 30 baner i Jylland, Fyn og
Sydsjælland)
- Deltagelse i opbygning, renovering og forbedring af skydebaner
- Simpelt vedligehold af bygninger og tekniske installationer
- Håndtering af fejl, mangler og klager samt kvalitetssikring af leverandørers arbejde
- Støtte til drift opgaver i Borrislejren ved behov
Du vil få grundig oplæring i både banerne og det materiel, der anvendes.
Om dig
Vi forestiller os, at du er uddannet ejendomsservicetekniker eller har relevanterfaring. Det er ønskeligt, at du har erfaring med bygningsvedligehold og tekniske installationer.
At du trives med at løse opgaver selvstændigt og skabe struktur i en omskiftelig hverdag. At du er serviceorienteret, ansvarsfuld og i stand til at kommunikere tydeligt med brugere og leverandører. At du er samarbejdsorienteret og bidrager positivt til fællesskabet
Grundet Skydebanernes placering, er det vigtigt, du er fleksibel og indstillet på skiftende arbejdssteder og arbejdstider.
Krav:
- Kørekort kategori B
- Kørekort til stor trailer (BE)
- Villighed til at køre i hele landet – både alene og med makker
- Kan sikkerhedsgodkendes
Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og Organisationsaftale for rengøringsassistenter, sanitører, specialarbejdere og visse erhvervsuddannede m.fl. i staten mv. (3F).
Har du en uddannelse som ejendomsservicetekniker med svendebrev, vil basislønnen være på 28.365,15 kr. pr. måned. Er du ufaglært vil basislønnen være på 25.732,00 kr. pr. måned.
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Arbejdsstedet er i Borrislejren, Borriskrogvej 4, 6900 Skjern.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning
Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Leder Borrislejren, Kalle Kristiansen på telefon 2467 4994, eller Driftsleder Borrislejren, Carsten Petersen på telefon 5184 0819.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Mia A. F. Rostermund på telefon 3266 5971.
Ansøgningsfristen er den 30. januar 2026 og samtaler forventes afholdt i forlængelse heraf. Stillingen er til besættelse hurtigst muligt.
Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
OM ETABLISSEMENT- og TERRÆNKOMMANDOEN
Etablissement- og Terrænkommandoen (ETK) støtter og servicerer militære og civile myndigheder under Forsvarsministeriet. Vores opgave er at levere og udvikle attraktive fysiske rammer, som er nødvendige for deres daglige virke.
Vi bygger nyt, vedligeholder, driver kantiner og gør rent på tjenestesteder i hele landet.
Vi har på vegne af Forsvarsministeriets koncern ansvaret for det grønne område, der blandt andet omfatter miljø, energi og naturpleje.
Vores hovedkontor er i Hjørring, men vi har medarbejdere i hele landet. Vi er i alt 1600 ansatte, der tæller både civilt og militært ansatte. Vi er en organisation baseret på stærke fagfællesskaber, og vi prioriterer det tværgående samarbejde højt.
• Vi har ansvaret for over 600 lokationer spredt ud over hele Danmark.
• Vi administrer over 6000 bygninger og forvalter øvelsesområder, der samlet set er på størrelse med Mors.
• Vi bygger og vedligeholder i år for knap en milliard og er blandt andet bygherre på store projekter som campus til de nye F35-kampfly.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Ringkøbing-Skjern Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse Borrislejren, Borriskrogvej, 6900 Skjern
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 30-01-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/df020f72-f129-4590-ab92-969688169004